Sider

onsdag den 14. december 2016

Fudge på 5 minutter.

Jeg har været i biografen sammen med min mor et par gange de sidste par uger. Og i bland-selv-slik afdelingen er hun underligt mådeholden - hun skal bare have et par stykker fudge.
Jeg har smagt dem, og det er nogle lidt tørre karamel/chokolade-agtige bidder. Sådan okay, men ikke noget at falde i svime over. 

Jeg har lovet hende at lave noget konfekt til mine forældre til julen, så jeg tænkte at jeg ville lave noget hjemmelavet fudge, når hun nu er så glad for det.  


Hold. Nu. Op hvor er det bare noget andet! Fløjsblødt og lækkert, og smelter nærmest på tungen. Jeg kommer til at veje 300 kg. fremover!

Jeg lavede mine 2-farvede, halvdelen med mørk chokolade og halvdelen med lys. Det kan man gøre lige som man lyster. Du skal bruge:

1 ds. sødet, kondenseret mælk
340 g. chokolade (jeg brugte 170 g. lys + 170 g. mørk)
1 knsp. salt
1 tsk. vaniljeessens

Hak chokoladen og kom det op i to skåle sammen med halvdelen af den kondenserede mælk i hver (eller bare det hele i én, hvis du laver med én slags chokolade). Kom det i mikrobølgeovnen i 1 minut, tag det ud, tilsæt vaniljeessens og salt og rør i det til det bliver en blank og homogen masse. Hvis chokoladen ikke er smeltet helt, så giv det lidt mere (10 sekunder ad gangen).
Hæld det i en bagepapirbeklædt form (min var 17x23) og lad det sætte sig på køl. Jeg vil tro det er skærefast efter et par timer - mit stod natten over.

Løft hele hærligheden op og skær den ud i fine stykker med en skarp kniv. Enjoy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar